‘Listen, Dandelion. You’re fond of stories, aren’t you? I’ll tell you
one – yes, one for El-ahrairah to cry at.
Once there was a fine warren
on the edge of a wood, overlooking the meadows of a farm. It was big,
full of rabbits. Then one day the white blindness came and the rabbits
fell sick and died. But a few survived, as they always do. The warren
became almost empty.
One day, the farmer though, “I could increase
those rabbits, make them part of my farm – their meat, their skins.
Why should I bother to keep rabbits in hutches? They’ll do very well
where they are.” He began to shoot all elil – lendri, homba, stoat,
owl. He put out food for the rabbits, but not too near the warren. For
his purpose they had to become accustomed to going about in the fields
and the wood. And then he snared them – not too many: as many as he
wanted and not as many as would frighten them all away or destroy the
warren.
They grew big and strong and healthy, for he saw to it that
they had all of the best, particularly in winter, and nothing to fear
– except the running knot in the hedge-gap and the wood-path. So they
lived as he wanted them to live and all the time there were a few who
disappeared.
The rabbits became strange in many ways, different from
other rabbits. They knew well enough what was happening. But even to
themselves they pretended that all was well, for the food was good,
they were protected, they had nothing to fear but the one fear; and
that struck here and there, never enough at a time to drive them away.
They forgot the ways of wild rabbits. They forgot El-ahrairah, for
what use had they for tricks and cunning, living in the enemy’s warren
and paying his price?
They found out other marvelous arts to take the
place of tricks and old stories. They danced in ceremonious greeting.
They sang songs like birds and made shapes on the walls; and though
these could help them not at all, yet they passed the time and enabled
them to tell themselves that they were splendid fellows, the very
flower of Rabbitry, cleverer than magpies.
They had no Chief Rabbit –
no, how could they? – for a Chief Rabbit must be El-ahrairah to his
warren and keep them from death: and here there was no death but one,
and what Chief Rabbit could have an answer to that?
Instead, Frith
sent them strange singers, beautiful and sick like oak-apples, like
robins’ pin-cushions on the wild rose. And since they could not bear
the truth, these singers, who might in some other place have been
wise, were squeezed under the terrible weight of the warren’s secret
until they gulped out fine folly – about dignity and acquiescence, and
anything else that could make believe that the rabbit loved the
shining wire.
But one strict rule they had; oh yes, the strictest. No
one must ever ask where another rabbit was and anyone who asked,
“Where?” – except in a song or poem – must be silenced. To say
“Where?” was bad enough, but to speak openly of the wires – that was
intolerable. For that they would scratch and kill.’
___
Fra Watership Down, Richard Adams, 1972
tirsdag den 17. juli 2012
mandag den 16. juli 2012
Jeg blev
for nylig spurgt, hvad jeg egentlig vil opnå, når jeg siger ting, som
går imod en eller anden strømning. Jeg har tænkt over det, og
foranlediget af den nys opblussede debat om omskærelse, ved jeg det nu:
jeg vil oplyse. Egentlig må folk mene, hvad de vil, men det, der gør mig
ærgerlig, er, når folk danner sig en sikker holdning uden at have sat
sig bare en lille smule ind i tingene først. Og grunden til, at jeg
irriteres over dette, er, at det er tegn på, at den almindelige dannelse
her i landet er smuldrende.
For eksempel: hvis man vil have en
mening om mandlig omskærelse - en ting, som er en fast del af mange
menneskers kultur verden over - så kan man i det mindste vise den
respekt at sætte sig ind i, hvad fænomenet hedder. Det hedder
omskærelse. Ikke "omskæring". Og det betyder noget for mange, så hvis du
skal forbyde andre mennesker at gøre noget, der er vigtigt for dem, så
vis dem i det mindste den respekt først at lære, hvad det hedder.
Det ærgrer mig, at den berettigede forargelse over kvindelig
omskærelse, som praktiseres i afrikanske u-lande på store piger uden
bedøvelse og under uhygiejniske former, nu i ligestillingens navn har
bredt sig til at gælde den fredelige og hurtigt overståede omskærelse af
jødiske drengebørn. Det er den samme automatreaktion, der altid
foregår, når nogen ønsker at kritisere fattige kulturers skikke: så kan
vi altid finde noget, der ligner lidt, hvis vi forstørrer det 1000 gange
op og lader være med at hænge os i detaljer, og som finder sted i USA
blandt hvide mennesker.
Jeg er kristen dansker og synes derfor
på sin vis, omskærelse er ret overflødig. Vi bruger ikke den slags og
har nok svært ved at forstå, hvorfor det er nødvendigt. Men jeg synes,
det er en grov overdrivelse, når der inden for 14 dage pludselig kan
rejse sig en storm af indignation over jødisk omskærelse, og et absurd
krav om, at man skal "vente til man er gammel nok" - m.a.o. vente indtil
det bliver til et stort og kompliceret indgreb og ikke længere kan
udføres som en religiøs overgangsrite i stil med vores dåb, men skal
udføres på et hospital under bedøvelse og af kirurger.
Jeg vil gerne v.hj.a. YouTube vise, hvad forskellen er på kvindelig og mandlig omskærelse.
Her er billeder fra en bris (hvis du ikke kender det ord og alligevel har en holdning til det, så skam dig): http://www.youtube.com/watch?v=0abOGeR7AOo
Her er billeder fra kvindelig omskærelse (du kan roligt se det, det er fra The Guardian - det britiske svar på Politiken): www.youtube.com/watch?v=y0NuCMKaRpY
Så håber jeg, det i det mindste fremgår, at det ikke er helt det samme.
Hvis du skal kommentere på dette indlæg, vil jeg gerne bede om, at du
gør dig umage - nu hvor jeg selv har vist _dig_ den respekt at gøre mig
umage med mit - og ikke bare skriver: "Al religion er åndssvag og dumt!"
eller "Omskæring er barbarisk og skal forbydes!"
Abonner på:
Kommentarer (Atom)