lørdag den 21. april 2012

TEGNESERIE


Her er en tegneserie, som jeg har lavet med noget, der hedder Pixton. (Der er en slåfejl i overskriften, jeg gider ikke rette den.)







tirsdag den 17. april 2012

Meretes skole til gennemskuelse af vrøvl og sludder

LEKTION 1:
LÆR AT ARBEJDE MED PROPORTIONER

I dag vil jeg lære jer en ting, som jeg selv har fundet nyttig i mit arbejde med at forstå verdens tilstand. Det er noget, jeg lærte i matematiktimerne i gymnasiet, og det hedder PROPORTIONER.

Her er cykel a. Det er en lille cykel:  
 

 
Her er cykel c. Det er en stor cykel:













Om disse cykler kan man sige følgende:
  • Cykel a er en lille cykel
  • Cykel b er en stor cykel
Når man arbejder med proportioner er det også en god ting, hvis man kender nogle tillægsord, og det er endnu bedre, hvis man også kan bøje dem. Her ser du bøjningen af to nyttige tillægsord:
lille
stor
mindre
større
mindst
størst

Vi kan nu sige følgende:
  • Cykel a er mindre end cykel b
  • Cykel c er større end cykel a
Det kan alle forstå. Nu indfører jeg en størrelse imellem cykel a og cykel c. Det er cykel b, som er en mellemstor cykel:










Nu har vi altså den lille cykel a, den mellemstore cykel b og den store cykel c:













 













Om disse cykler kan man nu sige følgende:
  • Cykel b er større end cykel a
  • Cykel b er mindre end cykel c
  • Både cykel b og cykel c er større end cykel a
  • Både cykel a og cykel b er mindre end cykel c

Når man har erkendt sandheden af disse fire sætninger, kan man sige det hele i én sætning, nemlig følgende:
  • Cykel b er større end cykel a, men ikke så stor som cykel c.
Hvis du forstår dette princip, så kan du arbejde med proportioner.



Lad os nu gøre det lidt sværere og gå til et mere abstrakt eksempel end cyklerne. Hvorfor ikke vælge et kontroversielt emne som gravide kvinder og alkohol.

Der gives tre kvinder: gravid a, gravid b og gravid c.
Gravid a vil være helt sikker på, at hun ikke skader sit ufødte barn, så hun drikker ikke en dråbe alkohol i hele sin graviditet. Gravid c tænker ikke ret langt, så hun drikker 14 breezers hver weekend i hele sin graviditet. Gravid b vil ikke skade sit barn, så hun holder sig generelt fra alkohol, men hun går alligevel til alters i kirken juledag og skærtorsdag, og hun drikker også et kvart glas champagne ved sin søsters bryllup i juni.
Hvis vi nu ikke havde lært at arbejde med proportioner, så ville der kun være følgende at sige om disse tre kvinder:
  • Gravid a drikker ikke alkohol
  • Gravid b og gravid c drikker alkohol
Det er sande udsagn, men det er også upræcise udsagn. For at beskrive virkeligheden præcist er vi nødt til at bruge nogle af vores proportionsbeskrivende tillægsord. Jeg præsenterer et tillægsord til:
meget
mere
mest

Nu kan vi sige følgende:
  • Gravid a drikker ikke alkohol
  • Gravid c drikker meget alkohol
  • Gravid b drikker mindre alkohol end gravid c, men mere end gravid a.
Vi har nu lukket op for ideen om, at man kan drikke større eller mindre mængder alkohol. Vi kan gå et skridt videre og sige:
  • Gravid a drikker slet ikke alkohol
  • Gravid c drikker virkelig meget alkohol
  • Gravid b drikker en forsvindende lille smule alkohol.
Når vi har forstået proportionerne til fulde, kan vi måske også begynde at danne os en holdning til de tre gravide kvinder. Nu kunne jeg jo arbejde med proportioner i forvejen, så jeg har snydt lidt og dannet mig en holdning hjemmefra, nemlig denne:
  • Gravid a er hysterisk
  • Gravid c er dum
  • Gravid b kan arbejde med proportioner

    Find selv flere eksempler at øve dig på. Avisen er fuld af dem, det er bare at gå i gang!